Børnehænder i sanden

Nu begynder livet at spire i Svanepunktet

05. maj 2015
Martin, ny beboer i Svanepunktet, med barnebarnet Eva og datteren Mette
Mandag den 4. maj flyttede de første nye naboer ind i Farum Midtpunkt. Det er beboerne fra Plejehjemmet Søndersø, der som de første indtager de nyistandsatte boliger i Blok 12 i Svanepunktet.

Medarbejdere, pårørende og beboere har haft travlt i denne uge. Livet begynder nemlig så småt i Svanepunktet, der hen over sommeren kommer til at huse ikke blot beboerne fra Plejehjemmet Søndersø men også Rehabiliteringscentret, Genoptræningscentret og et helt nyt bofællesskab for voksne med funktionsnedsættelse.

Mens de fleste af Plejehjemmet Søndersøs beboere indtog frokosten på Bakken, knoklede pårørende og personale med at komme på plads i de nye boliger og rammer i Svanepunktet. Selvom de færreste flytninger er helt fri af uro og en vis grad af midlertidige løsninger, så er der styr på visionen på Svanepunktets gange - det skal hjælpe især i overgangsfasen: Svanepunktet ønsker at blive et åbent sted fyldt med aktiviteter og liv, og derfor er der nedsat forskellige arbejdsgrupper, der sætter fokus på emner som musik, mad, dyr og have – og hvordan det kan skabes i samarbejde med beboere men også med blandt andre naboer og foreninger.

Styr på rammen om det gode liv

Når byggepladsen kan ryddes i løbet af juni, og varmen rigtig kryber ind på Furesø, starter etableringen af haven mellem blokkene og reetablering af stierne omkring dem. Der kommer også en plads foran Svanepunktet til glæde ikke alene for brugere og beboere i Svanepunktet, men også for alle, der i øvrigt kommer i området. Fra pladsen anlægges en handicapegnet sti til Farum Bytorv og Farum Kulturhus. Indtil rammerne er på plads, kan beboere og brugere af stedet nyde både fællesterrasser og individuelle terrasser, som kan få liv med krukker og plantekasser. Det er desværre ikke alle terrasser, der står færdige ved indflytningen, men de vil blive færdiggjort inden for de første uger.

”Med Svanepunktet ønskede vi i Furesø Kommune bedre forudsætninger og rammer for at løse de vigtige kommunale opgaver på social- og sundhedsområdet”, fortæller velfærdsdirektør Niels Milo Poulsen. ”Vi får nu bedre plads til vigtige funktioner på området herunder flere plejeboliger, vi kan høste fordelene af at samle ressourcer og kapacitet ét sted, og så kan vi sikre god sammenhængskraft mellem de fire funktioner”.

Indvielse af det færdige Svanepunkt

Til efteråret står byggeriet færdigt, hvorefter der er officiel indvielse. Når Svanepunktet er i fuld drift vil Furesø Kommune have fået:

  • 27 ekstra plejeboliger 
  • 3 nye rehabiliteringspladser 
  • 19 nye boliger til voksne 
  • mange flere m2 til Genoptræningscentret.

Tidsplan

  • Søndersø Plejehjem flyttede fra Jonstrup den 4. maj 2015
  • Rehabiliteringscentret flyttede fra Lillevang 5. maj 2015
  • Bofællesskabet starter sin indflytning omkring 1. juni 2015
  • Genoptræningscentret vil fra 1. juni 2015 og hen over sommeren flytte en lang række funktioner til Svanepunktet.

Find svar på dine spørgsmål om Svanepunktet på www.svanepunktet.furesoe.dk

 


» Kontakt

Svanepunktet

Furesø Kommunes Rehabiliteringscenter
Paltholmterrasserne 35-38, 1. sal
Blok 12
3520 Farum

Tlf. 7235 6600

Furesø Kommunes Genoptræningscenter
Paltholmterrasserne 47, stuen
Blok 13
3520 Farum

Tlf. 7235 5780 
Bedste træffetid: 08:15-12:00

Plejecenter Svanepunktet
Paltholmterrasserne 35-38, stuen
Blok 12
3520 Farum

Tlf.: 7235 6500

Bofællesskab
Paltholmterrasserne 47-49, 1. sal
Blok 13
3520 Farum

Find vej

 
Find vej med Google Maps