Børnehænder i sanden

Flere lever med KOL uden at vide det

08. september 2016
Lungesygdommen KOL har de seneste år været en af de hyppigste dødsårsager på verdensplan, og i Danmark anslår man, at op mod 160.000 går rundt med sygdommen uden at vide det. Derfor sætter Sundhedsstyrelsen og Lungeforeningen i uge 38 og 39 fokus på sygdommen med en landsdækkende kampagne, som Furesø Kommune tager del i.

Flere skal opdage KOL tidligt

Furesø Kommune sætter fokus på KOL i forbindelse med kampagnen Pust liv i hverdagen. ”Når der er så mange, der går rundt med uopdaget KOL, er det afgørende, at vi gør en indsats for at få udbredt kendskabet til symptomerne på KOL, og får flere til at søge læge. KOL er en frygtelig sygdom, hvis den ignoreres, men opdager man KOL i tide, kan man leve et godt liv med den. Derfor deltager vi som kommune i kampagnen”, siger udviklingskonsulent Kamilla Walther i Furesø Kommune.

Mandag den 19. september inviteres borgere, der gerne vil vide mere om KOL, og evt. få målt sin lungefunktion til en hyggelig og uformel aften med oplæg fra både fagfolk og en erfaren KOL-patient. Det foregår på Ryetvej 113 i Værløse.

Troede det var halsbetændelse

Lasse Alstrup på 69 år fra Furesø kender til at have KOL uden at vide det. Han gik til sin læge, fordi han var begyndt at hoste meget og havde meget slim i halsen. Han og lægen troede, at det var halsbetændelse, så han fik antibiotikakure to gange, uden at det hjalp. ”Så fik min læge mistanke om, at det kunne være KOL, og han sendte mig til en specialist, som undersøgte mig grundigt. Så fik jeg diagnosen KOL, og begyndte at få medicin og lærte en masse om, hvordan jeg kan holde symptomerne nede med regelmæssig motion”, fortæller Lasse Alstrup.

Mange overser symptomer

Mange oplever, at symptomerne på KOL kommer snigende, og opdager dem derfor ikke. Det kan starte med, at man bliver mere forpustet og mange hoster også. Lasse kan nu efter diagnosen godt se, at der måske var nogle signaler, som blev overset fordi, han var i god form. ”Når jeg kørte Sjælland Rundt, så kunne jeg godt se, at mine cykelmakkere kom over bakkerne meget hurtigere og lettere. Det var som om, at mine lunger ikke var så elastiske. Men det lagde jeg ikke noget særligt i,” siger Lasse. ”Det var først, da jeg svigtede min cykeltræning i forbindelse med et husbyggeri, at hosten og slimmen begyndte. Det ved jeg nu. Daglig motion er simpelthen det bedste, jeg kan gøre for mig selv,” siger Lasse Alstrup.

Lasse forklarer: ”Da jeg fik diagnosen, blev jeg bevidst om motionens betydning. Jeg kan simpelthen mærke, hvordan jeg med motion holder lungerne i gang. Ellers så sætter slimet sig. Så det værste man kan gøre er at sætte sig i stolen og blive der.”

Lasse har efter endt træningsforløb på Genoptræningscenteret i Svanepunktet, fået skabt sig nogle gode motionsvaner blandt andet træner han i SkovTrim på Aktivitets- og Forebyggelsescenter Skovgården. Han er varm fortaler for at få nogle træningsmakkere, så det bliver lettere at komme af sted.

Temamøde

Temamøde om KOL – Pust liv i lungerne og din hverdag mandag den 19. september kl. 18.30-20.30 på Ryetvej 113, Værløse, i fælleshuset i Espebo. Temamødet foregår i samarbejde med Espebo Boligafdeling i forbindelse med partnerskabsprojektet Projekt Fællesskaber men er åbent for alle borgere i Furesø Kommune. ”Vi håber, at mange har lyst til at være med fra starten, men man er også velkommen til at droppe ind under vejs,” siger Kamilla Walther, udviklingskonsulent i Furesø Kommune.

Læs mere på www.furesoe.dk/KOL